Engang tænkte jeg, ” Kan jeg ikke holde ferie fra den her sygdom” ? Bare slappe helt af og bare spise, som man vil og det som falder en ind.
Men det går ikke, jeg kan ellers godt lide at holde ferie, men den holder ikke ferie. Der er ikke nogen pause-knap man kan trykke på.
Maden skal altid planlægges, jeg skal holde fokus på mine frisk-faktorer hver dag og jeg skal ringe til nogen hver dag.
I dag tænker jeg næsten, at det er mellem jul/nytår og påske, mellem påske og sommerferien og der ud over mellem alle højtiderne, andre ferier, fester og fødselsdage at jeg holder ferie ikke fra sygdommen men fra alle de allersværeste tidspunkter med sygdommen.
Der er jo ingen, som i hverdagene stiller spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke spiser brød, boller, kager, slik osv. De spørgsmål kommer jo i forbindelse med fødselsdage, middage, højtider og ferier. For det er jo der det mærkes og bemærkes.
Nu er jeg jo faktisk ret privilligeret. Min familie ved, mine venner ved, mine kolleger ved. Alle ved nøjagtigt hvordan det er med mig. Måske ikke i detaljer, men så tilpas meget at de ved at jeg ikke skal ha brød, slik, kartofler og chips. Det er en luxus. Jeg føler mig tryg i 95 % af tiden når det handler om mad, brød osv.
Jeg har været 100 % ærlig når jeg fortæller om min sygdom, hvad jeg kan spise, hvordan jeg spiser og hvordan det påvirker mig. Nogle gange føler jeg mig lidt mærkelig, men efterhånden som tiden går er det færre og færre gange. Jeg prøver at tage hånd om mig selv og sørge for at jeg har det godt. Det gør jeg bl.a ved at tage ansvar for at jeg får den mad som jeg får det godt af.
“Ja men nu er det jo ferie”
“Jeg begynder på mandag”
“Efter ferien tager jeg fat i det”
“I dag fylder jeg jo år”, “næste uge fylder min søster år”, “så er det Sct. Hans”, Ja, men i dag fortjener jeg det”, “Nu er det december og så er alt tilladt”
I forstår hvad jeg mener. Der findes flere dage, uger og måneder hvor det er Ok at spise sukker, slik, boller, fastfood mm. end der findes dage hvor man faktisk ikke kan finde en undskyldning.
For de fleste sker disse tanker automatisk og tit har man købt eller spist ting, som det ikke var meningen, inden man overhovedet har fået tænkt sig om. Det er fame uhyggeligt.
Det er det jeg mener med at sygdommen aldrig holder ferie. Hvis jeg begynder at slappe af så lægger jeg ikke mærke til disse tankemønstre eller adfærdsmønstre.
Helt pludselig kan jeg stå ved kassen med 3 poser nødder eller noget andet, som jeg ikke har godt af, og som jeg ikke skal spise uden videre.
Hvornår fik du sidst noget med hjem fra butikken, som du ikke havde regnet med ?
