Hej “Julefrygt”.
Den situation eller den måned du beskriver, den tror jeg alle sukkerafhængige kender i et eller andet omfang, og jeg tror at vi allesammen kæmper for at finde en vej, uden alt for mange forhindringer.
Der er ikke nogen tvivl om at december er en af de allerstørste udfordringer for alle sukkerafhængige (altså sammen med påske, ferier, weekender, mv :), og det er det fordi “verden flyder med sukker” i forskellige afskygninger i alle sammenhænge. Det er julemarkeder, julearrangementer på arbejde, i børnenes institutioner, jule-komsammen med venner, bekendte og kolleger, juleafslutninger alle steder og så selve julen og juledagene.
Det lyder som om at du sidste år brugte den metode som jeg kalder “Jeg lukker øjnene, og klarer problemet i januar”.
Det er en metode, som jeg også selv har praktiseret i mange år.
Jeg vil lige kort nævne hvad ulempen/prisen ved denne metode er (det vidste jeg altså ikke den gang 🙁 )
At spise for meget sukker kan ødelægge din krops evne til at omsætte sukker og kulhydrater.
Jo oftere du overspiser, jo mere insulin resistent bliver du.
Når først din evne til at omsætte sukker og kulhydrater er ødelagt så kommer den ikke tilbage.
Så jo mere sødt og jo flere hurtige kulhydrater du spiser over tid, jo større er sandsynligheden for at du gradvis mister evnen til om omsætte endda de mere sunde kulhydrat-holdige fødevarer, som frugt og rodfrugter. Nogle mennesker har højere risiko for dette end andre, men vi er alle i fare.
Over 50 % af alle danskere er overvægtige. Næsten alle overvægtige er også insulin resistente, har præ-diabetes eller diabetes 2. Det betyder at der er 50 % chance for at din evne til at omsætte sukker og hurtige kulhydrater allerede er påvirket, måske også din families og dine børns. Ud over overvægt og diabetes 2, er insulinresistens også en del af vejen til blodpropper og demens.
Der er altså alle mulige gode grunde til at være opmærksom på at nedsætte sukkerforbruget.
Hvis du skal vælge at gøre én god ting for dit helbred så er det at undgå sukker og andre hurtige kulhydrater den bedste ting.
Øvelse gør …bedre:
Det er ikke let, og det eneste vi kan gøre, er at gøre vores bedste. Det kan ikke nytte at vi stræber efter perfektion, fordi det når vi aldrig og så kommer vi aldrig til at synes, at vi gør det godt nok. Vi må øve os i, at træffe sunde og rigtige valg, så tit som muligt. Prøv at lade være med at dømme dig selv. kig på hvordan det gik, se det som en erfaring, og se hvordan du kan gøre det anderledes næste gang.
Hvis du har en “rejse-dagbog” så notér dine erfaringer og tanker i den, og bliv klogere og dygtigere hen ad vejen.
En “rejsedagbog” er en notesbog eller lignende hvor du følger din rejse ud af sukkerafhængighed. På mine kurser er det et af de redskaber, som jeg anbefaler mine kursister at anskaffe sig. Her kan man danne sig et overblik over hvordan rejsen forløber, hvor det er svært og føles umuligt og hvad der eventuelt er gået forud, det kan være madmæssigt, det kan være puf og skub fra livet selv, eller andre tegn og mønstre. (vil du læse mere om kurserne, så kan du læse her)
En anden mulighed kan være ikke at kræve perfektion af sig selv i december.
Prøv at tænke frem, hvilke arrangementer kommer der ? Skal du deltage i dem alle, er der nogen, som du kunne melde fra til (du kan være blevet sløj, ha fået hovedpine, være meget træt på grund af travlhed på arbejde, din mand er sur eller andet). Man skal ikke deltage i alt, især ikke hvis man ikke har lyst.
De arrangementer du skal til, hvad består de af ? Er det ren hyggetur med veninderne med æbleskiver og gløgg ? Overvej om det er så gode veninder, at du faktisk kan sige til dem at du forsøger at undgå sukker i december fordi du har svært ved at styre det, eller fordi din læge har sagt at din sukkersyge er blevet værre eller andet. Man kan også bare sige nej tak, jeg springer over. Man er ikke forpligtet til at forklare noget som helst, især ikke til nogen som ikke kan eller vil forstå.
Hvis det er et arrangement du ikke kan undgå og hvor du skal spise, så kan du sørge for at spise god og dejlig mad inden du tager hjemmefra. Det vil hjælpe dig til bedre at kunne sige nej til det du ikke vil ha.
Du kan også beslutte at i aften spiser jeg, det der er. Jeg forsøger at begrænse det søde og mest kulhydratfyldige, og så fylder jeg på med naturlig fedt i morgen. Den sidste mulighed er den mest risikable, men nogen gange, især i starten kan det være den eneste, som du måske kan overkomme. Så lad det være sådan. Du dør ikke. Vær opmærksom næste dag på hvordan din krop reagerer og om den lille stemme inde i hovedet vil ha mere.
Hvis du vil læse mere om sukkerafhængighed kan du læse her:
Hvorfor bliver man afhængig af sukker ?
Er du usikker på, hvor sukkerfølsom du er ? Tag en lille test her
Venlig hilsen
Helle